Renter kan både være penge du skal betale og penge du får. Hvis det er renter på et lån du har, er det penge du løbende skal betale til dem du har lånt pengene af – det er en slags betaling for at du har de lånte penge til rådighed (og når du har betalt renterne skylder du fortsat ligeså mange penge som før i modsætning til når du betaler “afdrag”).
Hvis det derimod er renter på din bankonto er det penge du løbende får for at have pengene stående i banken (man kan også sige at du har lånt pengene ud til banken, så derfor skal de betale renter til dig, fordi du stiller pengene til rådighed for dem).
Renter beregnes typisk som en procentdel af det beløb de vedrører. Hvis renten fx er 5% om året på et lån på 1000 kr, skal du betale 50 kr. om året i renter. Og medmindre du også betaler afdrag, skylder du stadig 1000 kr., når renterne er betalt.
For tiden er renteniveauet i samfundet så lavt, at der i nogle tilfælde er tale om “negative renter”. Det betyder at betalingen vender om ifht. ovenfor. Dvs. at du i eksemplet ovenfor ville få 50 kr. om året for at have lånt 1000 kr., hvis renten er -5%. Og omvendt skal du betale penge for at have dem i banken. En noget usædvanlig situation.
